Jernalderen - en tid præget af krig, druk og spil

Omkring år 500 f. Kr. er den dyrebare bronze ved at blive faset definitivt ud til fordel for det stærkere, og fremfor alt billigere jern, som man selv kan producere ved at udsmelte det af myremalm (myre er et gammelt ord for mose) Vi har det overalt i moser og fugtige engdrag. Det er blevet jernalder, og Danmark er ved at bevæge sig ind i en langt voldsommere, men også langt mere velordnet tidsalder, end det var kendt i bronzealderen. I det lidt større perspektiv, så grundlægges den romerske republik ca. samtidig nede i Italien og Pytagoras udtænker den retvinklede trekant i Grækenland.

Klimaet i jernalderen er koldere og vådere end i bronzealderen – det ligner faktisk vores klima i dag en del. Sådan et køligt og fugtigt vejrlig kræver nødvendigvis bedre isolerede og mere robuste huse, hvis man skal overleve, og som man også så det i bondestenalderen, så fører landbrugets mange specialicerede opgaver til at befolkningen søger sammen i større fællesskaber – egentlige landsbysamfund begynder at dukke frem af disen.

 Man flytter jo ikke bare lige et godt bygget, solidt hus, med stolperne gravet langt ned i jorden. Man knytter sig til det. Man har måske gravet en dyrebar offergave ned under en af hjørnestolperne, til beskyttelse mod ildsvåde eller overfald. Det gode hus hvor man vinter efter vinter har søgt sammen mod regnen, sneen, kulden og mørket, og hygget sig om ildstedet, på tykke vævede tæpper og skind, mens vinden hylede i lyrehullet, og den lokale storyteller underholdt med langhårede historier om den store verden udenfor landsbygrænsen. Her vil man gerne blive boende i længere tid. Jernalderlandsbyen Hodde i Sydvestjylland, mellem Grindsted og Varde, er et eksempel på sådan en by. I det 1. århundrede f. Kr. bestod landsbyen af 22 gårde med hegn omkring hver enkelt gård. Èn gård med kraftigere hegn og større huse, tolkes som en stormandsgård. Man anslår at landsbyen bestod i 150 år.

Beboelseshusene rummede både stald, opholdsrum, køkken, soveplads og siddeplads, og oppe under det røgsværtede loft, har der givetvis hængt kød til konservering. Man kværnede også sit korn indendøre, på store roterende kværnsten, med hul i midten eller gruttekværne, hvor man bevægede løberen frem og tilbage i en fordybning i liggeren. Kornavlen svandt dog noget ind i løbet af jernalderen, dels pga. klimaet og dels pga. den mere intensive dyrkning, som efterhånden udpinte jorden. Man havde endnu ikke så meget viden om gødskning, sædskifte og braklægning. Man regner med, at udbyttet ikke var mere end 1/8 af hvad vi får ud af jorden i dag. I stedet satsede man på kvæg- og fåreavl. Allerede her i jernalderen, er det vi idag kalder for hærvejen eller oksevejen, en gammel transportrute ned gennem Jylland, så der har været en livlig trafik med levende okser til handelspladser mod syd, hvor det har været muligt at skaffe mere eksotiske varer fra f.eks. Romerriget.

Med jernet sker der altså en revolution i land- og skovbrug og også militært. Den jernbeklædte plov afløser arden, den gamle træplov, og gør, at meget mere jord kan opdyrkes, og jernøksen gør det muligt at rydde store arealer til dyrkning og græsning, som tidligere var dækket af skov. Lynghederne breder sig snart, især i det midt- og vestjyske, hvor jorden er fattig og sandet. Jern er som sagt nemmere og meget billigere at producere end bronze, og så kan man lave stærke sværd, spyd, pile og økser af det, som er nemmere at holde skarpe, og man kan udstyre hele hære, som kan bruges både til forsvar og angreb. Hvor bronzealderen må betragtes som en relativt fredelig periode, med spredte bebygelser rundt om i landet, så er jernalderen, med sin mere intensive fødevareproduktion, grundlag dels for en kraftig befolkningstilvækst og dels for større og bedre organiserede samfundsdannelser, som konstant forsøgte at brede sig ind over naboernes områder.

                               

Den dårlige udnyttelse af landbrugsjorden gjorde, at de enkelte landsbysamfund hele tiden havde behov for at udvide, hvis de skulle brødføde sig selv. Dette krævede intelligens og en stærk styring. Den klogeste, er som regel også den der klarer sig bedst. Den der forstår at organisere og styre tilværelsen, skaffer sig flest midler og mest magt, og dem der har mindre af begge dele, søger helt naturligt sammen om den kloge og stærke, og således har vi begyndelsen til en feudal samfundsstruktur, som kommer til at præge både jernalderen og de efterfølgende historiske perioder i stadig stigende grad. Når flere vil have mere, så skaber det nødvendivis et voldsomt tryk fra alle sider, et tryk som i mange tilfælde udmønter sig i regulære fjendtligheder. Sådan er det i dag, og sådan var det også i jernalderen. Når krybben er tom, så bides hestene. Der blev efterhånden rift om de gode jorder og vandingsmuligheder til både agrene og husdyrene samt ikke mindst godt fiskeri.

Spillebrikker, spillebræt og raflebæger fra krigsbytteofferet i Viemose. 

 Den romerske historiker Tacitus (56 -120 e.Kr.), fortæller i en bog om de germanske stammer, som danskerne jo også hørte til, at landbrugene passedes af trælle og kvinder, mens mændene først og fremmest var krigere. Han fortæller at mændene spillede og drak meget, og man har da også fundet mange spillebrikker fra den tid, bl.a. helt almindelige terninger, som vi kender fra i dag. Mændene gik så meget op i at spille, at de kunne bortspille hele formuer, og når alt gods var tabt, kunne de finde på at sætte sig selv ind som indsats. Når man så tabte, blev man vinderens træl. Man må gå ud fra, at dette indebar hele ens husstand inklusive kone og børn, da alt jo var spillet op og tabt - Noget af en familietragedie. Se flg. link for hele Tacitus' beretning om germanernes spillegale livsform http://www.denstoredanske.dk/Danmarkshistorien/Danernes_land/Yngre_romersk_jernalder/Stormand_og_tr%C3%A6l/%E2%80%9EDrik,_og_du_vil_leve_sk%C3%B8nt%E2%80%9D

 Det tyder på en desperat tankegang, og siger noget om, at jernaldermanden mest af alt så sig selv som kriger, og ikke som bonde. Man kan godt forestille sig, at denne tankegang er udsprunget af religiøse forestillinger om et krigerliv med kampe om dagen og drikke- og ædegilder om aftenen, som man kender det fra den nordiske mytologis Valhal med Odin, Thor og Tyr, og skønne valkyrier, der drager rundt på slagmarken og genopvækker de slagne kæmper. Men der er ikke meget gloire over et oksespand på en mager, sandet stubmark i det midtjyske, så hverdagslivets grå og kedelige trommerum, har ikke huet de frie jernaldermænd med ambitioner om at vinde hæder og ære på slagmarken.

Tacitus' beretninger, om de germanske stammer, bærer nok præg af romernes generelt lidt nedladende holdning til de nationer, de søgte at underlægge sig, men der går næppe røg af en brand uden, at der er ild, som man siger. Dette underbygges af de spektakulære våbenofferfund, som er gjort bl.a. i Nydam mose i Sønderjylland, i Illerup Ådal ved Skanderborg og i Tissø, syd for Kalundborg. Her er der blevet ofret krigsudrutning i flere hundrede år. Til at begynde med fra mindre kampenheder, men efterhånden som jernalderen skrider fremad, også fra store regulære invasionshære, der er blevet overvundet af den lokale befolkning. De kunne noget med de der våben.

At det ikke udelukkende er spil og druk, krig og hor, der har præget jernalderens samfund, vidner jo netop opblomstringen af velordnede hierakisk opbyggede landsbysamfund om. Samtidig må man konstatere, at det har været en turbulent og krigerisk tid, og man kan gætte på hvordan det har været, at være f.eks. barn, kvinde eller træl under de forhold. Al romantik sat til side, så tror jeg ikke, jeg ville bryde mig om det. Livet må have været kort, barskt og brutalt for alle, og kun de stærkeste og mest livsduelige har haft en tålelig tilværelse efter vores modene standard.

 Enkelte dele af ovenstående blogindlæg bygger på Erik Kjærsgaards gamle tv-serie på DR "Danmarkshistorie" i 12 afsnit fra 1982.