Guden Tyr
Mit sidste blogindlæg har givet mig lyst til at se lidt nærmere på Guden Tyr, der den dag i dag optræder i flere moderne navne. Vi finder ham f.eks. i tirsdag, og mange stednavne refererer også til Tyr. De kendteste er Tissø (Tyrs sø), Tisvilde (Tyrs kilde), Tirstrup, Tistrup, Tirslunde, Tislund og Tirsbjerg. Disse navne er tegn på, at Tyr engang var en herre, som man regnede med. Man regnede så meget med ham, at man havde kult- og offersteder, til hans ære, af så stor betydning, at navnene har holdt sig lige indtil i dag.

Men hvem var han egentlig?
Tyr kendes fra de ældste kilder til den germanske religion, omtalt bl.a. som Tiwaz, 'Teiws, Tīw og Ziu. I de sydgermanske områder fungerede han primært som krigsgud, og blev sammenlignet med den romerske krigsgud Mars. Det er dette der har resulteret i navnet på ugedagen tirsdag. På latin kaldes tirsdag nemlig for dies Martius. I de islandske sagaer, der er forfattet i den tidlige middelalder, bliver Tyr omtalt både som søn af Odin og af jætten Hymer, så hans ophav er ganske usikkert.

På Nationalmuseets side ”Førkristne kultpladser” beskrives han således: ” Tyr er af asernes slægt. En stærk og modig guddom, en jættedræber. Tapper og uden frygt.” Jeg hæfter mig ved at han beskrives som jættedræber. Det er man vel ikke hvis man selv er mindst halv jætte, så jeg læner mig mest op af at han er søn af Odin.

Generelt lader det dog til, at Tyr har mistet en stor del af sin gennemslagskraft i løbet af vikingetiden, til fordel for Thor. Han omtales stort set kun i forbindelse med to episoder, nemlig lænkningen af Fænrisulven, som vil blive omtalt nærmere nedenfor, og i en situation, hvor han hjælper Thor med at fremskaffe et brygkar, som er stort nok til, at der kan brygges øl nok til alle guderne i én omgang.

Som krigsgud forbindes Tyr med sværdet, og datidens krigere påkaldte sig hans styrke og mod ved at riste T-runer på deres sværdblade. Med lidt god vilje, ligner både det moderne T og T-runen da også et sværd. Det fortælles om Tyr, at han er lige så stor en kriger som Thor, og han regnes for den modigste af alle aserne. I modsætning til Odin, dødsguden, giver han altid sejren til de tapreste og mest dristige krigere i kampen.

Det er også blevet foreslået, at Tyr muligvis var gud for retfærdighed og tinget, og de retshandlinger der blev foretaget der. Nationalmuseet foreslår, at dette sidste kan underbygges af historien om hvordan Tyr mistede sin hånd. Fænrisulven, gudernes ”kæledyr” havde vokset sig så stor og farlig, at ingen lænker længere kunne holde den fast. Derfor besluttede de at noget måtte gøres. De fik nogle dværge til at smede en helt speciel lænke, ”Gleipner”, af umulige ting såsom lyden af kattepoter, fuglens spyt, kvindens skæg og fiskens åndedræt, men da de ville afprøve den, blev bæstet mistænksomt og forlangte, at en af guderne lagde sin hånd i dens åbne gab mens lænken blev lagt på, som bevis på, at de ikke havde ondt i sinde. Tyr viste sit mod og sin sans for retfærdighed ved at lægge sin hånd i gabet på vilddyret, og da den opdagede, at den ikke kunne komme fri, så bed den til. Således understreges datidens syn på det retfærdige i øje for øje, og tand for tand. Altså jeg anerkender, at jeg har snydt dig med min gerning, og er derfor villig til at betale prisen for det.

Hvis jeg skal sammenfatte billedet af denne guddom må det blive noget i retning af, at han var en rigtig fin fyr, en helvedes karl at have ved sin side i kamp, vild og stærk som en olm tyr, og præget af blind, uegennyttig retfærdighed. Sådan vil man egentlig også gerne være selv.