CODEX HOLMIENSIS

Sprog er noget ganske særligt. Det er ved hjælp af sproget, at vi klarest udtrykker vores følelser, så jo dårligere vi er til at bruge sproget, desto dårligere er vi til at formulere vores tanker og kommunikere dem ud til andre. Jo rigere et ordforråd man besidder des mere nuanceret kan man udtrykke sig, og dermed bedre blive forstået af sine medmennesker. Dette gælder i alle forhold, men det er ikke altid sådan det fungerer i virkeligheden.

Sproget i vore lovtekster er nemlig ubegribelig omstændeligt og knudret, vel dels fordi man skal dække sig ind fra enhver tænkelig vinkel, men vel også fordi jurister, ligesom læger, gerne vil vigte sig lidt, og hæve sig lidt over masserne. Men sådan har det ikke altid været. I det følgende vil jeg vise hvordan en lovtekst lød for 772 år siden. Det er den lov, som vi endelig fik retur til Danmark den 30. Marts 2011, efter at den havde været i svensk fangenskab siden svenskekrigene i 1600-tallet.

Det drejer sig selvfølgelig om Jyske lov, eller Codex Holmiensis, som blev til på foranledning af, og i de sidste år af, Valdemar II Sejrs liv. Teksten er ligefrem og tilnærmelig, som jeg ville ønske, moderne lovtekster også var. Jeg vil først bringe fortalen, som jeg finder ualmindelig smuk og efterlevelsesværdig, og til slut et lille stykke af den indledende paragraf, der handler om barnedåb. Det sidste mest fordi det er så sjovt at se, både hvordan man tænkte og udtrykte sig dengang.

Først et lille brudstykke af fortalen på det originale danske middelaldersprog - det kan være sjovt at se til sammenligning med vort moderne danske sprog:


Mæth logh skal land byggas. Men wild hvar man minæs at sitt eghet. oc late mæn nytæ iafnæth [jævnt] tha thurftæ [”tarvede”] mæn ækki logh wich [?]. men ængi logh ær iam gooth att fyllægh sum sanænd. hwa sum mæn æuær um sannænd thær skal logh […]rthæ hwilt ræt ær. waræ ei logh a landæ. tha hafthæ hin mest hwer mest mattæ gripæ. thy skal logh æfthær allæ mæn gøres...

...og så den nudanske udgave af samme brudstykke:
Med lov skal land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvede man ikke nogen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor man er i Tvivl om, hvad der er sandhed, der skal Loven vise Sandheden. Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv...

Codex Holmiensis
Landskabslov for Jylland og Fyn. Givet af Valdemar II Sejr i Januar 1241, kort før hans død.
Fortalen
Med lov skal land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvede man ikke nogen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor man er i Tvivl om, hvad der er sandhed, der skal Loven vise Sandheden.

Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse, kan nyde deres frihed, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke, af frygt for Gud og kærlighed til retten, kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde, og straffe dem hvis de gør det.

Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager, men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler mod Gud.

Det er kongens og landets høvdingers embede at overvåge domme og gøre ret, og frelse dem der tvinges med vold, såsom enker og værgeløse børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgår der tiest vold - og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land, thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal ethvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred. Det skal alle verdslige høvdinger vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle krav. Men bliver de glemsomme og partiske, og ikke værger, som ret er, da skal de på dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid.

Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar, den anden søn af Valdemar, der var Sankt Knuds søn, da han havde været konge i niogtredive vintre, og der var gået tusind og tohundrede og fyrretyve vintre, efter at vor herre var født, i den næstfølgende marts måned lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk, i Vordingborg med samtykke af sine sønner, der var til stede, kong Erik, hertug Abel og junker Christoffer, og Uffe, der var ærkebiskop i Lund, og biskop Nils i Roskilde, biskop Iver i Fyn, biskop Peder i Aahus, biskop Gunner i Ribe, biskop Gunner i Viborg, biskop Jens i Vendsyssel, og biskop Jens i Hedeby og desuden med samtykke af alle de bedste mænd, der er i hans rige.

Det er smukt, ikke?! Jeg er specielt vild med den linie der siger: "Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger." Det kunne d'herrer jurister og teknokrater i ministerier og styrelser godt tage ved lære af.

...og så til slut, en lille bid af selve lovteksten:
"Thæt skvlæ mæn oc witæ hwa barn døptæ oc wat hin saghæ thær barn døptæ. for thy at barn ma æi kallæs cristnæth vten thet warthær døptæ i fathærs nafnæ oc suns hin hælghæ andæ. for thy at swa skal hin sighæ thær barn døpær. æc døpæ thic i fathærs nafn. oc suns oc hin hælegh and. En kvnæ skal aldrigh barn døpæ af man ær til. Æi skal barn oc døpæs i annæt en i watnæ."

Oversættelsen til nudansk er nok nødvendig for de fleste:
"Hvad den skal sige, der døber et barn. Det skal man også vide, hvem der døbte barnet, og hvad den sagde, der døbte barnet, fordi et barn ikke må kaldes kristnet, uden at det bliver døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. For sådan skal den sige, der døber et barn: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Men en kvinde skal aldrig døbe et barn, hvis der er en mand til stede. Ej heller skal et barn døbes i andet end vand."