Da bønderne blev jægere og fiskere

Da jeg blev bekendt med lerkarret fra Skarpsalling (vi kender det fra 50 kronesedlerne), fra den såkaldte "tragtbægerkultur" og ville undersøge dets sammenhæng med den efterfølgende kulturperiodes keramiske udtryk, blev jeg overrasket over at se, at den såkaldte "grubekeramiske" kulturs formsprog og ornamentik, er grovere i udtrykket og mindre kunstfærdigt. Jeg havde forventet en udvikling og yderligere raffinering af udtrykket, men det er altså ikke tilfældet. Hvordan kan det nu hænge sammen? Jeg tumlet med dette spørgsmål længe, indtil jeg forleden dag, tilfældigt fik fingre i en artikel af arkæologen Rune Iversen, skrevet på baggrund af hans magisterkonferensspeciale, der netop forsøger at kaste lys over dette problem. Det følgende er en opsummering af denne artikel, som hedder "Glimt fra en anden verden - på sporet af den grubekeramiske identitet".

Vi er i det man kalder for neolitikum, altså bondestenalderen, omkring 3000 år f.Kr. Landbruget har været i landet i 1000 år; de store stendysser og jættestuer er opført, og store rituelle samlings- og offerpladser har været i brug i århundreder. Arkæologerne kalder tragtbægerkulturen for en landbrugsmæssig konsolideringsfase omfattet af stramme, rituelt funderede regelsæt, der bl.a. kommer til udtryk ved en kontrolleret anvendelse, ornamentering og formgivning af keramikken. Rune Iversen taler om at man i tragtbægerkulturen levede i små, spredte lokalsamfund, og det var nødvendigt at stå sig godt med de overnaturlige magter for at sikre en god høst, som man kunne overleve på. Det var derfor nødvendigt, at ritualisere og kontrollere hverdagen.

I slutningen af perioden begynder nye behov at vise sig, måske på grund af klimaforandringer. Desuden har indflydelse fra nabolandene også haft betydning for udviklingen. Man har efterhånden fundet det svært at få økonomien til at hænge sammen udelukkende på basis af jordbrug, og er derfor gradvist vendt tilbage til jæger-, samler- og kystfisker-livsformen. Herved bliver magtstrukturen i samfundet ændret. Det kendes fra alle kulturer, at jægersamfund er mere egalitære end jordbrugsbaserede samfund. Et landbrugssamfund indebærer en stor del af specialicering, som kræver, at man samarbejder om at løse opgaverne. Dette skaber dels en stor indbyrdes afhængighed, og er desuden grobund for en hierakisk opbygning af samfundet. De stærke og dygtige tilegner sig mere jord, flere husdyr og mere magt til at bestemme.

Rune iversen siger, at den sociale kontrol synes at have været udtalt i tragtbægersamfundet. De muligheder for social styring og regulering der er til rådighed i små lavteknologiske samfund som de neolitiske, handler meget om viden. Social kontrol kan opnås gennem kontrol med viden, som ofte er centreret om den sociale gruppes velbefindende, og den vil oftest være af rituel karakter. Den er helt nødvendig for at opretholde gode relationer til den overnaturlige verden og dermed velstanden for den sociale gruppe.

Hemmelighedsholdelse er et vigtigt element hvis den rituelle viden skal kontrolleres. Viden er magt, og ved at begrænse denne viden kan de personer, der besidder den, fremstå som autoriteter og opretholde en særlig status og magtposition indenfor gruppen. Det er en sådan form for magtposition, vi må forestille os, der ligger bag den mellemste tragtbægerfases stringente og ritualiserede formsprog. I takt med at vægten forskubbes i retning væk fra det agrare samfund hen imod jæger-, samler-, og fiskersamfundet, forsvinder den etablerede, ejendoms-, og husdyrbaserede magtstruktur.


Efterhånden som strukturen nedbrydes og det mere og mere bliver op til den enkelte familie at klare sig selv ved jagt og fiskeri, så bliver ritualiseringen af hverdagen af mindre betydning. Med andre ord, det bliver ikke så vigtigt at stå sig godt med guderne. Behovet for en kontrolleret og ritualiseret kult, med særligt ornamenterede lerkar bliver afløst af en mere individualiseret og afslappet livsform og et mindre forfinet formsprog.

Kilde: En verden af
verdener – en arkaologisk genovervejelse af det grubekeramiske kompleks, der
blev bedømt den 2. februar 2007 af Klavs Randsborg (vejleder/eksaminator)
og Anne Bjerrekær (censor).

Fotos: øverst - Skarpsalling-karret ("Tragtbægerkultur" Nationalmuseet)
Nederst: Grubekeramik, Blekinge. (fotograferad den 18 oktober 2005 av Harri Blomberg, Wikipedia)

Sko i 1700-tallet

Sko er noget vi tager for givet. For mange, er det ligefrem en besættelse - man kan ikke se et par smarte sko uden at købe dem. Sådan har det ikke altid været. I 1700-tallet var det almindeligt, at jævne folk kun havde ét par sko, som så til gengæld blev slidt helt op inden man fik et nyt par. Man smed ikke et par sko ud fordi de gik istykker. Skoene blev repareret igen og igen indtil de faldt fra hinanden. I overklassen gik kasseret fodtøj ofte i arv fra herren eller fruen til tyendet, altså de småkårsfolk, som var ansat til at tjene under de mere velbeslåede borgere.

Under udgravningerne ved Esplanaden 50 i København har arkæologerne fundet et utal af sko som kan fortælle noget om hvordan folks fødder havde det på den tid. Gaderne var belagt med ujævne brosten som besværede gangen, og det gjorde kun sagen værre, at skomoden, som hovedsagelig kom fra Frankrig, ligesom idag, dikterede høje hæle.

Såler og hæle på datidens sko var ofte udført i træ, og der fandtes ikke højre og venstresko; begge såler var identiske. Bortset fra det ubehag dette må have medført, så havde det den fordel, at man kunne bytte sine sko. Når fodtøjet var slidt ned på ydersiden af fødderne, så byttede man bare om på skoene. Så kunne de holde meget længere. Man kan se det på sliddet på de fundne sko.

Herresko og støvler var ofte meget tunge og klodsede. Især hælene, som typisk blev fremstillet af stakket læder sat sammen med træpløkke, kunne veje helt op til et halvt kilo hver. (kilde: Vivi Lena Andersen, Københavns Museum)
Fotos: Vivi Lena Andersen

Læs mere om klædedragter og fodtøj i Dragtjournalen på http://ww.dragt.dk/

Hvorfor bruge tid på historie?

Jeg har tit oplevet, at folk ryster lidt på hovedet,og bliver lidt fjerne i blikket, når jeg får lyst til at snakke om historien. For mange mennesker virker det verdensfjernt og støvet at bruge tid på runeindskrifterne på jellingstenene, solvognen eller andet "oldævl", og tit har jeg ravet ud i diskussioner med folk, som mener, at bygherrer til såvel private som offentlige anlægsarbejder, i stedet for at indberette dem, bare skal ødelægge fortidens spor i jorden ligeså hurtigt som de kommer over dem, så de slipper for udgifterne og forsinkelserne ved at have arkæologer rendende i månedsvis. Jeg ser selvsagt anderledes på dette problem. For mig gør historie og arkæologi tilværelsen rigere og mere facetteret.

Når jeg kommer forbi en gammel middelalderkirke, som f.eks. Gjellerup kirke, nord for Herning, der angiveligt er Danmarks ældstdaterede landsbykirke (den er fra år 1140), så dukker der en masse forestillinger op indeni mig om hvordan der så ud dengang, hvem var de, de der mennesker, der byggede den, brugte den og boede omkring den, og hvordan var forholdene for dem. Jeg får lyst til at røre ved stenene, og får derved en følelse af at være forbundet med dem, på én eller anden måde. Jeg tænker, at det har noget at gøre med at få overblik over mit ophav, at se mig selv i en større sammenhæng, at forstå hvorfor min omverden ser ud som den gør idag - hvad det betyder, når man taler om betydningsfulde, meningsbærende forhold i min egen tid, som trækker tråde tilbage i tiden - kong Valdemars Jyske Lov ("Med lov skal land bygges") for at nævne et eksempel.

Johannes V. Jensen har egentlig sagt det hele, og jeg får en klump i halsen hver gang jeg læser det - 5. og 6. vers i "Hvor smiler fager den danse kyst":

Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamle grave.
Henfarne slægter - forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv.

Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån, du finder i Danmarks jord,
er sjæl af dem, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod!

Vor store digter og nobelprismodtager har virkelig fat i noget her. Han har fat i det svært definerlige, dét som driver mig rundt efter nyheder om gamle dage, og som han kalder for "åndens spor" og "vort væsens rod". Det svimlende dyb af tid, levede liv på godt og ondt, tænkte tanker og følte følelser, som har skabt de forhold, der er mine og vores idag, det giver mig gåsehud - det er vist det, man poetisk kalder for historiens vingesus.

Mordet på hertug Knud Lavard

Roskildekrøniken om mordet på Hertug Knud Lavard: ”Thi på Djævelens tilskyndelse dræbte Magnus, kong Nils’ eneste søn, under dække af fred, kong Eriks søn Knud, en kysk og mådeholden mand, prydet ved visdom og veltalenhed og alskens god vandel, i det Herrens år 1131. Derfor rejste Knuds brødre Harald og Erik et oprør mod kong Nils og hans søn Magnus, og de arbejdede på enhver måde for at berøve Nils kongemagt og kongenavn, og for at dræbe Magnus.”

Det er omkring årsskiftet 1130/1131 – prins Magnus har længe frygtet, at han ikke vil opnå kongenavn og værdighed efter sin far Kong Nils, fordi hans fætter, den populære og kultiverede Knud Lavard, som er hertug af Slesvig, i virkeligheden anses for en bedre mand til jobbet. Hertug Knud Lavard er søn af kong Nils’ bror, den afdøde kong Erik I Ejegod. Af denne grund, og flere andre, har han et mere legitimt krav på tronen (for at forstå dette, er det nødvendigt at vide, at Danmark på denne tid var et valgkongedømme - den regerende konges søn var derfor ikke selvskrevet til jobbet som tronfølger).

Tilskyndet af bl.a. sin Stedmor Dronning Ulvhild og sin anden fætter Henrik Skadelår, planlægger Magnus at lokke hertugen i et baghold for at dræbe ham. Denne handling vil kaste Danmark ud i en 26 år lang, blodig borgerkrig, som vil koste adskillige kongsemner og biskopper livet.
I tiden op til udåden, holder Kong Nils jul for alle stormændene i riget. Det foregår på kongsgården i Roskilde. I den anledning bor hertug Knud hos sin halvbror Erik, der er jarl af Lolland og Falster, og som har en gård ved Haraldsted, ikke så langt fra Ringsted. Magnus beder Knud om et møde i skoven ved Haraldsted og Knud tager imod indbydelsen, men…...... Saxo Grammaticus beretter hvad der skete.

Fra Saxo Gesta Danorum (Danernes Bedrifter) trettende bog kap. 6, afsnit 6.
…Knud var gæst hos jarl Erik af Falster (den senere kong Erik II Emun) på hans gård i nærheden af landsbyen Haraldsted, og nu sendte Magnus en af sine medsammensvorne, en sachsisk sanger, hen til ham med besked om, at han ville mødes med ham under fire øjne. Som mødested angav han en lille skov i nærheden af byen. Knud anede ikke uråd, så han udkommanderede kun to hirdmænd og to stalddrenge som følge, og bad om sin hest; ganske ubevæbnet, uden at bekymre sig om så meget som at spænde et sværd ved siden. Og da en af hans tjenere sagde, at han ikke måtte tage af sted uden et sværd, svarede han, at han ikke havde det mindste brug for våben at forsvare sig med. Så fast stolede han på sit venskab med Magnus og hans vilje til fred, at han ikke kunne forestille sig, at han kunne få brug for et sværd, når det var ham, han skulle møde. Da tjeneren insisterede på, at han måtte være bevæbnet, tog han dog modvilligt et sværd med sig…”

Fra trettende bog kap. 6, afsnit 8.
”…Knud var kun lige trådt ind i skoven da han stødte på Magnus, som sad på stammen af et væltet træ og nu modtog ham med hyklerisk smil og falske kys. Da Knud gav ham en fast omfavnelse, og mærkede, at han bar brynje, forlangte han at få at vide hvad den påklædning skulle gøre godt for. Men Magnus ville stadig holde forræderiet skjult og forklarede brynjen med, at der var en bondeknold han havde tænkt sig at plyndre…”

Fra trettende bog kap. 6, afsnit 9.
”…Nu lød der raslen fra de mænd der lå i baghold. Knud kastede et blik i den retning og spurgte hvad den flok krigere skulle gøre godt for – hvortil Magnus svarede, at nu skulle der træffes afgørelse om kongemagten og tronfølgen. Knud udtrykte så sit inderlige håb om at Magnus’ kongelige far kunne holde sin lykkelige kurs under skæbnens blide medvind længe endnu. Tiden var slet ikke inde til at tale om den slags nu. Men mens han talte, sprang Magnus frem og greb ham i håret, som om han ville skælde ham ud. Nu var der ingen tvivl om forræderiet: Knud greb efter sit sværd og forsøgte at få det ud af skeden, men han havde kun draget det halvvejs da Magnus kløvede hans hoved og dræbte ham. Da han var styrtet om, gennemborede de øvrige sammensvorne ham gang på gang med deres våben. Og hvor hans blod sank ned i jorden, sprang en helbredende kilde frem til evig glæde for de dødelige…”

Der stikker selvfølgelig meget mere under dette mord end den rene magtbegærlighed. Vi taler om storpolitik; om vikingetidens endnu ret faste greb om store dele af Danmark; om kirkens og stormændenes kamp om herredømmet i et rige, som endnu, omend mest i sin selvfølelse, var en international stormagt. Dette vil jeg forsøge at belyse i kommende blogindlæg.

Vikinger har ikke horn!

Morten Bjørnholt
Vikinger har ikke horn

Vi er stødt på det mange mange gange i tidens løb. På leverpostejen fra Stryhn; På et amerikansk football-hold; på tatoveringer på overarmen af mænd der prøver at afstive deres ringe selvværd ved at se barske ud. Det jeg taler om er vikingen med den hornede hjelm.

Man kan spørge sig selv om man ville have lyst til at gå ind i en kamp på slag-, stik- og hugvåben med sådan en hat på? Der ville nok ikke gå mange minutter før disse våben fik ram på et af hornene. I bedste fald ville hjelmen blive slået af, men det mest sandsynlige ville være at sværdklingen eller øksebladet fik bid i hjelmen og efterlod krigeren død eller dødeligt såret på valen. Uden horn glider slaget eller hugget bare af på metallet.

Lad det være sagt én gang for alle. Der findes intet historisk eller arkæologisk belæg for at fremstille vore stolte, handlekraftige og modige, omend noget blodtørstige, forfædre med denne latterlige rekvisit. For en rekvisit er lige hvad det er. En teaterrekvisit, der første gang så dagens lys i 1865.

Det er to tyske scenografer, Franz Seitz og Carl Emil Doepler, som er skurkene, idet de udstyrede en del af de medvirkende i Richard Wagners operaer "Tristan og Isolde" fra 1865 og "Nibelungens Ring" fra 1876 med hjelme påsat kohorn. Sidenhen blev ideen fanget af forskellige tegnere, bl.a. danske Lorenz Frølich 1877 og svenske Carl Larsson i 1890, som illustration til de oldnordiske historier. I vor egen tid bruges symbolet, som det jo er blevet til, som markedsføring for alt fra leverpostej til turistinformation. (Kilde: Martin Brandt Djupdræt, museumsinspektør ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde)

Når dette så er sagt, så bør det dog nævnes, at hjelme med horn ikke er helt ukendt, men vi skal helt tilbage til yngre bronzealder (ca. 1.700 år før vikingerne) for at finde eksempler som har været anvendt i forbindelse med religiøse kulthandlinger. Se og læs om Viksø-hjelmene på Nationalmuseets hjemmeside: http://oldtiden.natmus.dk/udstillingen/bronzealderen/viksoe_hjelmene/