Mordet på hertug Knud Lavard

Roskildekrøniken om mordet på Hertug Knud Lavard: ”Thi på Djævelens tilskyndelse dræbte Magnus, kong Nils’ eneste søn, under dække af fred, kong Eriks søn Knud, en kysk og mådeholden mand, prydet ved visdom og veltalenhed og alskens god vandel, i det Herrens år 1131. Derfor rejste Knuds brødre Harald og Erik et oprør mod kong Nils og hans søn Magnus, og de arbejdede på enhver måde for at berøve Nils kongemagt og kongenavn, og for at dræbe Magnus.”

Det er omkring årsskiftet 1130/1131 – prins Magnus har længe frygtet, at han ikke vil opnå kongenavn og værdighed efter sin far Kong Nils, fordi hans fætter, den populære og kultiverede Knud Lavard, som er hertug af Slesvig, i virkeligheden anses for en bedre mand til jobbet. Hertug Knud Lavard er søn af kong Nils’ bror, den afdøde kong Erik I Ejegod. Af denne grund, og flere andre, har han et mere legitimt krav på tronen (for at forstå dette, er det nødvendigt at vide, at Danmark på denne tid var et valgkongedømme - den regerende konges søn var derfor ikke selvskrevet til jobbet som tronfølger).

Tilskyndet af bl.a. sin Stedmor Dronning Ulvhild og sin anden fætter Henrik Skadelår, planlægger Magnus at lokke hertugen i et baghold for at dræbe ham. Denne handling vil kaste Danmark ud i en 26 år lang, blodig borgerkrig, som vil koste adskillige kongsemner og biskopper livet.
I tiden op til udåden, holder Kong Nils jul for alle stormændene i riget. Det foregår på kongsgården i Roskilde. I den anledning bor hertug Knud hos sin halvbror Erik, der er jarl af Lolland og Falster, og som har en gård ved Haraldsted, ikke så langt fra Ringsted. Magnus beder Knud om et møde i skoven ved Haraldsted og Knud tager imod indbydelsen, men…...... Saxo Grammaticus beretter hvad der skete.

Fra Saxo Gesta Danorum (Danernes Bedrifter) trettende bog kap. 6, afsnit 6.
…Knud var gæst hos jarl Erik af Falster (den senere kong Erik II Emun) på hans gård i nærheden af landsbyen Haraldsted, og nu sendte Magnus en af sine medsammensvorne, en sachsisk sanger, hen til ham med besked om, at han ville mødes med ham under fire øjne. Som mødested angav han en lille skov i nærheden af byen. Knud anede ikke uråd, så han udkommanderede kun to hirdmænd og to stalddrenge som følge, og bad om sin hest; ganske ubevæbnet, uden at bekymre sig om så meget som at spænde et sværd ved siden. Og da en af hans tjenere sagde, at han ikke måtte tage af sted uden et sværd, svarede han, at han ikke havde det mindste brug for våben at forsvare sig med. Så fast stolede han på sit venskab med Magnus og hans vilje til fred, at han ikke kunne forestille sig, at han kunne få brug for et sværd, når det var ham, han skulle møde. Da tjeneren insisterede på, at han måtte være bevæbnet, tog han dog modvilligt et sværd med sig…”

Fra trettende bog kap. 6, afsnit 8.
”…Knud var kun lige trådt ind i skoven da han stødte på Magnus, som sad på stammen af et væltet træ og nu modtog ham med hyklerisk smil og falske kys. Da Knud gav ham en fast omfavnelse, og mærkede, at han bar brynje, forlangte han at få at vide hvad den påklædning skulle gøre godt for. Men Magnus ville stadig holde forræderiet skjult og forklarede brynjen med, at der var en bondeknold han havde tænkt sig at plyndre…”

Fra trettende bog kap. 6, afsnit 9.
”…Nu lød der raslen fra de mænd der lå i baghold. Knud kastede et blik i den retning og spurgte hvad den flok krigere skulle gøre godt for – hvortil Magnus svarede, at nu skulle der træffes afgørelse om kongemagten og tronfølgen. Knud udtrykte så sit inderlige håb om at Magnus’ kongelige far kunne holde sin lykkelige kurs under skæbnens blide medvind længe endnu. Tiden var slet ikke inde til at tale om den slags nu. Men mens han talte, sprang Magnus frem og greb ham i håret, som om han ville skælde ham ud. Nu var der ingen tvivl om forræderiet: Knud greb efter sit sværd og forsøgte at få det ud af skeden, men han havde kun draget det halvvejs da Magnus kløvede hans hoved og dræbte ham. Da han var styrtet om, gennemborede de øvrige sammensvorne ham gang på gang med deres våben. Og hvor hans blod sank ned i jorden, sprang en helbredende kilde frem til evig glæde for de dødelige…”

Der stikker selvfølgelig meget mere under dette mord end den rene magtbegærlighed. Vi taler om storpolitik; om vikingetidens endnu ret faste greb om store dele af Danmark; om kirkens og stormændenes kamp om herredømmet i et rige, som endnu, omend mest i sin selvfølelse, var en international stormagt. Dette vil jeg forsøge at belyse i kommende blogindlæg.