Hvorfor bruge tid på historie?

Jeg har tit oplevet, at folk ryster lidt på hovedet,og bliver lidt fjerne i blikket, når jeg får lyst til at snakke om historien. For mange mennesker virker det verdensfjernt og støvet at bruge tid på runeindskrifterne på jellingstenene, solvognen eller andet "oldævl", og tit har jeg ravet ud i diskussioner med folk, som mener, at bygherrer til såvel private som offentlige anlægsarbejder, i stedet for at indberette dem, bare skal ødelægge fortidens spor i jorden ligeså hurtigt som de kommer over dem, så de slipper for udgifterne og forsinkelserne ved at have arkæologer rendende i månedsvis. Jeg ser selvsagt anderledes på dette problem. For mig gør historie og arkæologi tilværelsen rigere og mere facetteret.

Når jeg kommer forbi en gammel middelalderkirke, som f.eks. Gjellerup kirke, nord for Herning, der angiveligt er Danmarks ældstdaterede landsbykirke (den er fra år 1140), så dukker der en masse forestillinger op indeni mig om hvordan der så ud dengang, hvem var de, de der mennesker, der byggede den, brugte den og boede omkring den, og hvordan var forholdene for dem. Jeg får lyst til at røre ved stenene, og får derved en følelse af at være forbundet med dem, på én eller anden måde. Jeg tænker, at det har noget at gøre med at få overblik over mit ophav, at se mig selv i en større sammenhæng, at forstå hvorfor min omverden ser ud som den gør idag - hvad det betyder, når man taler om betydningsfulde, meningsbærende forhold i min egen tid, som trækker tråde tilbage i tiden - kong Valdemars Jyske Lov ("Med lov skal land bygges") for at nævne et eksempel.

Johannes V. Jensen har egentlig sagt det hele, og jeg får en klump i halsen hver gang jeg læser det - 5. og 6. vers i "Hvor smiler fager den danse kyst":

Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamle grave.
Henfarne slægter - forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv.

Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån, du finder i Danmarks jord,
er sjæl af dem, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod!

Vor store digter og nobelprismodtager har virkelig fat i noget her. Han har fat i det svært definerlige, dét som driver mig rundt efter nyheder om gamle dage, og som han kalder for "åndens spor" og "vort væsens rod". Det svimlende dyb af tid, levede liv på godt og ondt, tænkte tanker og følte følelser, som har skabt de forhold, der er mine og vores idag, det giver mig gåsehud - det er vist det, man poetisk kalder for historiens vingesus.