Sko er noget vi tager for givet. For mange, er det ligefrem en besættelse - man kan ikke se et par smarte sko uden at købe dem. Sådan har det ikke altid været. I 1700-tallet var det almindeligt, at jævne folk kun havde ét par sko, som så til gengæld blev slidt helt op inden man fik et nyt par. Man smed ikke et par sko ud fordi de gik istykker. Skoene blev repareret igen og igen indtil de faldt fra hinanden. I overklassen gik kasseret fodtøj ofte i arv fra herren eller fruen til tyendet, altså de småkårsfolk, som var ansat til at tjene under de mere velbeslåede borgere.
Under udgravningerne ved Esplanaden 50 i København har arkæologerne fundet et utal af sko som kan fortælle noget om hvordan folks fødder havde det på den tid. Gaderne var belagt med ujævne brosten som besværede gangen, og det gjorde kun sagen værre, at skomoden, som hovedsagelig kom fra Frankrig, ligesom idag, dikterede høje hæle.
Såler og hæle på datidens sko var ofte udført i træ, og der fandtes ikke højre og venstresko; begge såler var identiske. Bortset fra det ubehag dette må have medført, så havde det den fordel, at man kunne bytte sine sko. Når fodtøjet var slidt ned på ydersiden af fødderne, så byttede man bare om på skoene. Så kunne de holde meget længere. Man kan se det på sliddet på de fundne sko.
Herresko og støvler var ofte meget tunge og klodsede. Især hælene, som typisk blev fremstillet af stakket læder sat sammen med træpløkke, kunne veje helt op til et halvt kilo hver. (kilde: Vivi Lena Andersen, Københavns Museum)
Fotos: Vivi Lena Andersen
Læs mere om klædedragter og fodtøj i Dragtjournalen på http://ww.dragt.dk/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar